Sponser en kasse fyldt med blomster
og lad den forskønne hovedgaden det kommende sommerhalvår.
I forlængelse af “Ryd op i Mørke-dagen” blomstrede flere ideer om tiltag, der både kunne forskønne vores by, fortælle gode historier om byen og være med til at skabe yderligere fællesskaber på tværs.
Én af dem var at lade hovedgaden blomstre. Med blomsterkasser på begge sider af hovedgaden hele vejen gennem byen vil vi med beskedne midler kunne give hovedgaden et mere samlet og grønt udtryk til glæde for både os og dem på gennemfart. Byens gæster vil bemærke os og måske oven i købet smile, når de forlader byen i den anden ende.
Vi vil i fællesskab bygge, tilplante og udsætte kasserne d. 20. april 2013, hvor alle i byen, ung som gammel, inviteres til at være med til at forskønne byen på flere fronter.
Sponsorat
Her kommer du ind i billedet.
Ud over materialerne, som er genbrug, er der også brug for penge til planter og vanding. Mod et mindre beløb får man sit navn på kassen, og så har man sin egen blomsterkasse på hovedgaden, bygget med et selvvandingssystem, så man ikke skal bruge hele sommeren på at vande.
Hjælp med genbrug
Kasserne bygges af genbrugsmaterialer, og her har vi allerede nu brug for hjælp.
Vi skal have samlet plastbakker (af den slags man får mandariner, vindruer eller kød i) gerne med lidt høje kanter. Udtjente karklude (rene) og brædder. Ligger du inde med søm eller skruer, du ikke længere har brug for, kan de skam også bruges.
Der skal bruges min. 400 plastbakker, 200 karklude og mange brædder, så begynd allerede nu at samle! Alt kan afleveres ved præstegården, Kirkevej 30, 8544 Mørke. Tak for al den hjælp, vi kan få!
På vegne af “Skønne Mørke – Hovedgaden”
Rikke Nordmann
Billedtekster:
Kassens genbrugselementer
En færdige blomsterkasse