Jakob Rauff Baungaard (Å)

  “Helt grundlæggende er min tilgang, at jeg vil påvirke det sted jeg bor positivt og sætte mit aftryk. Da jeg flyttede fra Aarhus til Mørke hørte jeg, at byens distriktsråd var ved at planlægge en ambitiøs byfornyelse, hvilket jeg naturligvis måtte bidrage til.

Hvis du i dag kommer til Mørke, vil du opleve en by i forandring. Genbrugskunst skyder op, lysfyrtårne bliver bygget, et enormt ambitiøst ’genbyg Byens Hus-projekt’ er på vej. Og når man kører ind i byen, ser man den store træmand fra Northside festivalen, Ben Chiller. Den skulle egentlig bare smides væk, men det gav mere mening at give ham fornyet liv i Mørke og vise lækker genbrugt genbrugskunst.
Mørke er en pendlerby, og derfor bør vi selvfølgelig have delebiler. Det ligger mig meget på sinde. Behovet er større i en landsby end i en storby, og derfor presser jeg på, så borgerne kan se, at der er et alternativ til bil nummer to. En delebil er med til at fjerne 4-5 biler.
Min drøm er, at andre landsbyer bliver inspireret og får lyst til at skabe deres egen udvikling samt får øjnene op for, at man kan komme langt for få ressourcer. Landsbyer er ikke ved at dø – de skal bare hjælpe hinanden til at blomstre, så endnu flere får mod på at prøve ‘the countrylife’.”

 

Jakob Rauff Baungaard er medstifter af kontorfællesskabet IdéRiget og bæredygtighedsbureauet WorldPerfect, som begge har base i Aarhus. I 2012 flyttede han til landsbyen Mørke.