Kim Lykke Jensen (SF)

MINE MÆRKESAGER

Syddjurs´ smukke natur og velfungerende landsbyer er med til at skabe attraktive rammer om det gode liv. Landdistrikterne er et aktiv, som kommunen skal bakke op om.

Der skal være en god offentlig service med dagpleje, institutioner, skoler og ældrepleje i nærområderne. Vi skal støtte foreningslivet, beboerinitiativer og skabe gode rammer for bosætning – blandt andet ved at sikre nye udstykninger i de mindre byer. Vi skal passe godt på vores natur, miljø og drikkevand. Det skylder vi de kommende generationer.

“Vi skal sikre rammerne for det gode liv – også udenfor de største byer”

  • En mangfoldig skole og en stærk dagpleje
  • Bedre normeringer i børnehaverne
  • God og værdig omsorg for svage og ældre
  • Et grønt og bæredygtigt Syddjurs

I den forgangne byrådsperiode har vi i SF været med til at sikre gratis psykologhjælp til kommunens unge og skabe bedre forhold for de svageste ældre. Der har været øget fokus på bedre trafiksikkerhed og nye cykelstier. Vi har desuden lagt meget arbejde i at få letbanen til Thorsager og få skabt de bedst mulige faciliteter på de øvrige letbanestationer. Vi har også været med til at sikre kommunens døgnåbne akuttilbud til borgere i krise, satset mere på sundhedsfremmende initiativer og igangsat flere byfornyelsesprojekter.

Jeg har siddet i byrådet siden valget i 2009. I den seneste periode har jeg siddet i udvalget for natur, teknik og miljø & udvalget for social, sundhed og ældre. Jeg sidder også i bestyrelsen for RenoDjurs. Når jeg ikke er engageret i det politiske arbejde, eller sammen med min kone og børn, bruger jeg det meste af min tid i naturen, hvad enten det er med svampekurven, fiskestangen eller med løbeskoene snøret.

Sæt kryds ved nummer 2 på SF´s liste: Kim Lykke Jensen, Termestrup

https://www.facebook.com/KimLykkeSF