Indlæg

I Distriktsrådet og specielt arbejdsgruppen omkring hovedgaden oplever vi generelt glæde og positivitet omkring de mange beplantede krukker, som nu er opstillet langs hovedgaden i Mørke. Den opbakning er vi selvfølgelig utroligt glade for. Vi oplever også folk i byen nysgerrigt spørger; ”hvad så med alle de andre ideer vi havde omkring fornyelse af hovedgaden, bliver de ikke til noget”?

Formålet med hovedgade projektet er egentligt; ”Forskønnelse og Begrønning”, hvilket harmonerer meget godt med det, som reelt kan påvirkes og ændres. 
Under møder med Vejdirektoratet har projektgruppen stort set kun mødt en holdning, nemlig ”nej”. Ligegyldigt hvilket forslag som er fremlagt, så har Vejdirektoratet sagt ”nej, det dur ikke” – som eksempel er det diskuteret om vi kunne ændre vejbelægningen, bruge / inddrage cykelstien, ændre forløbet af vejen, bruge noget af fortovet, om vi kunne plante træer langs vejen, sætte en slags ”rabat” op i midten af vejen til beplantning osv. osv. Intet har i en dialog med Vejdirektoratet kunnet lade sig gøre – derfor er der tænkt anderledes og i utraditionelle løsninger, og her kommer krukkerne ind i billedet.

Krukkerne giver os mulighed for på en og samme tid at ”Forskønne og Begrønne” hovedgaden – endda på en fleksibel måde, hvor vi faktisk kan flytte krukkerne, vi kan ændre beplantningen og vi kan beklæde planterne med eksempelvis julebelysning, skoleklasserne kan pynte beplantningen, måske er der et strikkeinitiativ på vej – kun fantasien sætter grænser, og det gør at krukkerne helt naturligt vil spille sammen med andre initiativer i byen.

De omkring 100 krukker (og lidt bænke) er placeret hvor velvillige ejere har tilbudt at stille en del af deres ejendom til rådighed, med det formål at bidrage til forskønnelse af hovedgaden. Arbejdsgruppen har været forbi et utal af ejere, nogle har sagt ja, og andre har sagt nej tak – selvfølgelig helt i orden. Arbejdsgruppen har holdt formålet for øje – nemlig at ”Forskønne og Begrønne” vores ret triste hovedgade, og det må man sige krukkerne i den grad gør. Om de står foran en privatperson eller en erhvervsdrivende har ingen betydning i forhold til projektets formål – vi ønsker ikke på den måde at klassificere personer, vi er blot glade for at kunne arbejde med folk i byen, som har et stort hjerte og som brænder for udvikling af Mørke.

En del ejere har velvilligt tilbudt at vande planterne om det måtte være nødvendigt, og resten vil Distriktsrådet og andre hjælpsomme frivillige i Mørke passe. Faktisk er der så meget jord i krukkerne, at de skaber deres eget lille øko-system, hvorfor de ikke kræver ret meget pasning.

Arbejdsgruppen arbejder stadig på andre ideer til forskønnelse af hovedgaden, men som beskrevet ovenfor er det ikke ”bare lige”. De mange restriktioner og hensyn gør det ikke let, men mon ikke det lykkedes ved fælles hjælp at komme på flere gode ideer til ”Forskønnelse og Begrønning” af hovedgaden, jeg tror det. 
Har du en ide, en tanke så skyd den endelig i vores retning 

 

Syddjurs Kommune har af Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet opnået støtte til områdefornyelse med fokus på bl.a. bymidten og til forsøgsprojektet ”GENBYG hovedgaden i Mørke”. Oxford Research og Manto har i denne forbindelse fået til opgave at evaluere forsøgsprojektet ”GENBYG hovedgaden i Mørke”, hvor vi stiller en række spørgsmål til folk om deres oplevelser af Mørke og hovedgaden i Mørke.

 

Har du kendskab til og evt. bor i Mørke, vil vi derfor meget gerne høre din oplevelse af og mening om hovedgaden/bymidten. Spørgeskemaet tager ca. 4 min. at udfylde, og du finder det ved at trykke på nedenstående link. På forhånd tak.

 

https://survey.enalyzer.com/?pid=g4g3c5ru

Hovedgaden er måske det vigtigste projekt i hele byfornyelsen af Mørke siger Alette Skov Hansen.

Hovedgaden er den lynlås der får alle byfornyelsesprojekterne til at hænge sammen.

Genbyg hovedgaden” er også det nyeste projekt som skal gøre turen igennem Mørke til en anderledes oplevelse end i dag.

Se videoen:

FDFs 40 års jubilæum blev markeret med en lysfest for hele Mørke.
Mere end 100 levende lys trak et flot lysspor igennem byen og gav alle en helt ny oplevelse af hvordan den ellers så udskældte hovedgade kan se ud.

Lys-festen var også samtidig en markering af den Byfornyelse som Mørke skal igennem de næste år og som bla.skal ske ved et lokalt engagement.

Dette blev også påpeget i talerne på Stationspladsen. Her talte bla. en af FDF Mørke’s stiftere Bendt Johansen, Bestyrelsesformand Susanne Magnussen, Klaus Molberg fra Mørke Distriktsråd og Jesper Mathiessen (Soc) formand for PUK udvalget i Syddjurs Kommune.

På Stationspladsen blev der solgt varm mad og drikke og Cirkus Aroma lavede spektakulære ild numre, akrobatik og gøgl.

Djurs Juniorbrandkorps sørgede for at ilden kunne blusse i trygge rammer.

 

Se alle de mange billeder fra dagen taget af Rene L Sørensen

 

 

 

TV2 Østjylland besøgte Mørke for at fortælle om den nye områdefornyelse

Byen trænger gevaldigt til at blive peppet op, mener en lokal ildsjæl Finn Korsholm. Byen er nemlig så nedslidt at se på, at beboerne frygter, det ligefrem skræmmer nye folk fra at slå sig ned.

 

Filmen kan ikke ses med Ipad/Iphone. Brug istedet dette link: http://www.tv2oj.dk/arkiv/2012/12/28?video_id=33194&autoplay=1

Sponser en kasse fyldt med blomster

og lad den forskønne hovedgaden det kommende sommerhalvår.

 

I forlængelse af “Ryd op i Mørke-dagen” blomstrede flere ideer om tiltag, der både kunne forskønne vores by, fortælle gode historier om byen og være med til at skabe yderligere fællesskaber på tværs.

Én af dem var at lade hovedgaden blomstre. Med blomsterkasser på begge sider af hovedgaden hele vejen gennem byen vil vi med beskedne midler kunne give hovedgaden et mere samlet og grønt udtryk til glæde for både os og dem på gennemfart. Byens gæster vil bemærke os og måske oven i købet smile, når de forlader byen i den anden ende.

Vi vil i fællesskab bygge, tilplante og udsætte kasserne d. 20. april 2013, hvor alle i byen, ung som gammel, inviteres til at være med til at forskønne byen på flere fronter.

 

Sponsorat

Her kommer du ind i billedet.

Ud over materialerne, som er genbrug, er der også brug for penge til planter og vanding. Mod et mindre beløb får man sit navn på kassen, og så har man sin egen blomsterkasse på hovedgaden, bygget med et selvvandingssystem, så man ikke skal bruge hele sommeren på at vande.

 

Hjælp med genbrug

Kasserne bygges af genbrugsmaterialer, og her har vi allerede nu brug for hjælp.

Vi skal have samlet plastbakker (af den slags man får mandariner, vindruer eller kød i) gerne med lidt høje kanter. Udtjente karklude (rene) og brædder. Ligger du inde med søm eller skruer, du ikke længere har brug for, kan de skam også bruges.

Der skal bruges min. 400 plastbakker, 200 karklude og mange brædder, så begynd allerede nu at samle! Alt kan afleveres ved præstegården, Kirkevej 30, 8544 Mørke. Tak for al den hjælp, vi kan få!

 

På vegne af “Skønne Mørke – Hovedgaden”

Rikke Nordmann

 

Billedtekster:

Kassens genbrugselementer

En færdige blomsterkasse

Ryd op i Mørke var en stor succes

Undrede du dig over folkemængden på hovedgaden og teltet på kirkens græsplæne lørdag den 15. september? Så var du måske en af dem der dyttede og kom med glade tilråb til arbejdsgrupperne fra ”Ryd op i Mørke”?!

Dagens formål var at skabe et grundlag for forskønnelsen af Mørke by. Deltagerne blev delt op i forskellige arbejdsgrupper med overskrifterne ”aktiv park”, ”oprydning på hovedgaden”, ”planlægning af hovedgaden” samt ”varetegn for Mørke skole”.

Hovedgaden blev indtaget af arbejdsomme og hjælpsomme borgere, der med haveredskaber og arbejdshandsker tog kampen op mod ukrudt og affald. Deltagerne blev mødt med positive reaktioner fra andre fodgængere og bilister og de fik i den grad givet hovedgaden en ordentlig omgang.

I parken fik ideerne frit spil og gruppen havde kig på blandt andet bedre udnyttelse af parkens areal, udsyn til andedammen og fornyelse af legepladsen.

På skolen kom der meget konkrete ideer til varetegn og tegningerne var allerede ved at tage form på dagen.

Den sidste gruppe arbejdede med ideer og planlægning af hovedgadens udsmykning, alt fra ideer om beplantning, kunst på lygtepælene og gadeevents.

Arbejdsgrupperne står nu for, at disse ideer bliver en realitet ved hjælp af tilladelser, økonomisk kapacitet via sponsorer, fonde osv. Alle gruppernes arbejde vil betyde at der den 20. april næste år, vil være konkrete arbejdsopgaver, som vi har brug for din hjælp med. Sæt derfor allerede nu X i kalenderen den 20. april næste år.

Vi takker for den store opbakning fra til alle deltagere og de positive reaktioner arbejdsgrupperne mødte dagen igennem. Vi ser frem til den 20. april næste år, hvor byen har brug for din hjælp til endnu en forskønnelse.

Derudover en stor tak til dagens sponsorer:

–        Dagli’ brugsen

–        Spar Storkøb

–        Milano Pizza & Kiosk

–        Frisør Malou

–        Hvilsager VVS

–        Private bidragsydere med boller og kage

På vegne af ”Ryd op i Mørke”

Asger Mou

[justified_image_grid preset=1]

 

Mørke er nu tre gange vågnet op til strikkede udsmykninger rundt om i byen

Fænomenet kendes fra storbyer i udlandet, idet det indtil for nylig kun fandtes i London og Berlin. Men 9. november kom bølgen for første gang til Danmark, nærmere betegnet Mørke.

Og flere gange har Mørkes borgere kunne glæde sig over, at vågne op til  sjove og kreative frembringelser af strikkede figurer og sjove effekter.

Først var det Hovedgade, dernæst busstoppestederne og senest var det stationen der var fyldt med strik.

Pigerne bag går stille med dørene og foretrækker at deres husmorgrafitti, som de selv har døbt det, får folks opmærksomhed frem for dem selv.

Læs artikler fra Lokalavisen skrevet af Mogens Greve:

Også DSBs interne blad har skrevet om Knit the City i Mørke: