Sådan kommer letbanen til at se ud.
Fra 2017 kan man køre med Letbanen til og fra Mørke.
Letbanens udseende blev i dag præsenteret i Aarhus
Designet forener det elegante med det praktiske i letbanetogene, der tilbyder høj komfort og god tilgængelighed for alle passagerer.
Som et fremtrædende indslag i byer og landskaber har det været afgørende at designe Aarhus Letbane, så den både er let genkendelig og indgår i harmoni med det omgivende miljø.
Letbanen har fået sin egen let genkendelige designidentitet med tydelige referencer til den skandinaviske tradition for stilsikker minimalisme og høj funktionalitet. To ord er gået igen i alle faser af designprocessen: Enkelhed og kvalitet.
Aarhus Letbane er første etape af et net af letbaner, som skal knytte byer og bydele i Aarhusområdet tættere sammen og gøre det lettere for pendlere at komme til og fra arbejde.
Letbanen forvandler to eksisterende jernbaner – Odderbanen og Grenaabanen – til en eldrevet letbane og forbinder banerne med et ekstra og nyt letbanespor fra Lystrup via Skejby, Randersvej og den nye havneplads til Aarhus H.
110 kilometer letbane
I alt bliver letbanen cirka 110 kilometer lang. Den nye strækning fra Aarhus H til Lystrup består af 12 kilometer nye letbanespor. Grenaabanen, som løber fra Aarhus H til Grenaa udgør cirka 70 kilometer. Odderbanen udgør knap 30 kilometer.
Letbanen får i alt 51 stoppesteder. Grenaabanens og Odderbanens nuværende stoppesteder bevares . Her er bla. Mørke station som udbygges og forandres så det passer til Letbanens nye design.
Hertil kommer 18 stoppesteder på den nye strækning.