Historien om Ommestrup

Ommestrup var tidligere hjemsted for både en folkehøjskole, en landsbyskole og to teglværker. Jf. de to oversigtskort på side 9. Højskolens bygninger nedbrændte omkring 2001 og er nu fjernet. De to teglværker ophørte produktionen i 1970’erne, og kun få bygninger ligger tilbage idag. Landsbyskolens bygninger eksisterer stadig, nu som privat bolig på Balevej 17. Gennem kommunens forberedelse af Lokalplan nr. 328b til endelig vedtagelse, er der fremkommet et omfattende materiale af lokalhistoriske kilder, som beskriver historien om en gammel hovedgård, som gennem godt 500 år, indtil 1840, lå på en placering over Ommestrup landsby, og delvist inden for den sydlige del af lokalplanens område. Ommestrup hed oprindeligt ”Ommestorp”, der er en sammenskrivning af ”Omærs Torp”. ”Omær” er et olddansk mandsnavn, og som har været i brug op til 1100 og 1200-tallet. (Omær er den danske udgave af det old-germanske ”Audomar”, som fx kendes fra Skt. Audomar, en burgundisk født biskop fra det 7. årh. fra den nordfranske by Thérouanne, efter hvem en anden nordfransk by, Saint Omer, er opkaldt). En ”torp” var en landsby, som blev grundlagt af udflyttere fra eksisterende ældre landsbyer. De tidligste torper kan dateres tilbage til slutningen af 700-tallet. Mange er grundlagt i perioden fra 1000 til 1250. Ommestrup kan derfor meget vel være grundlagt af en mand ved navn Omær og hans familie, som måske flyttede ud fra den nærliggende landsby Mørke, på et tidspunkt i den sene vikingetid eller tidlige middelalder, til bakken over en naturlig lavning i landskabet, hvor landsbyen stadig ligger i dag.

 

Omær kan muligvis (som foreslået af den kendte og ansete lokalhistoriker Aage Sørensen i en række artikler i Historisk Samfunds Aarbog fra 1913), have opført sine første gårdbygninger på den jævne bakke med eget kildevæld og stejle sider mod syd, øst og nord, som nogenlunde lod sig forsvare i lovløse tider. (Den samme bakke, som nu delvist er omfattet af denne lokalplan). Omærs gård udviklede sig i løbet af middelalderen til en middelstor hovedgård, Ommestrupgård. Andre tilflyttere bosatte sig i lavningen omkring et naturligt vandhul, neden for bakken. Aage Sørensen skriver om bakken i 1913: ”Følger man Vejen fra Byen og efter Bale, til man er naaet op over det stejle af ’Skarridhøje’, har man paa venstre Haand den smalle Grønvej, der umiddelbart ved Skolen fører mod Øst ned gennem den lille venlige Lund ’Fælingshaven’. Tager man sit Udgangspunkt ved Skoleloddens nordøstlige Hjørne og skridter 52 Favne ned ad Grønvejen, staar man paa Stedet, hvor Hovedgaarden har ligget. Et øvet Øje opdager let Stedet Ejendommelighed trods Vejen, der fortsætter midt ned af den forrige Gaardsplads og drejer ud af denne noget nær i det sydøstre Hjørne ned gennem Hulvejen, som nu er kastet i Bakken. Hulvejen forstyrrer Øjet i at følge de afbrændte Bygningers Plads paa Jordsmonnet, men denne er dog endnu ret tydelig” … ”Blandt Egnens Befolkning er Erindringen om en Hovedgaard på Stedet forlængst forsvunden. Kun de aller ældste i Byen kender nu noget til Tvillingegårdene og husker deres Brand” … ”Ploven kan endnu ofte berøre Grundsted og vende rødflammede Munkestens Brokker op af den fede Muld, – tavse Minder om, hvad her en Gang har været”. Ommestrupgård nævnes første gang i skriftlige kilder fra 1430, hvor ridder ”Lange Ove” fra Gravlevgård anføres som ejer af ”Ommestorp”. Lange Ove er gift ind i den adelige Udsen-slægt, der i løbet af 1400-tallet kommer i økonomiske vanskeligheder, hvorefter hovedgården overtages af biskoppen i Aarhus. Ommestrupgård nævnes dernæst i en række dokumenter fra perioden mellem 1483 og 1499, som vidner om en langvarig strid mellem bispestolen og Essenbæk kloster, om forløbet af markskel mellem Ugelbølle og Ommestrup.

 

Efter reformationen er Ommestrupgård i 1575 registreret som kongens ejendom. Allerede i 1578 mageskiftes hovedgården dog tilbage til adelen, til Rosenkrantzfamilien, der i samme periode opfører Rosenholm og Skaføgård. I 1608 deles hovedgården i to selvstændige dele, mellem brødrene Niels og Jens Bassesen, sønner efter den tidligere fæster, Basse Nielsen. Skellet blev fastlagt ind midt igennem gårdspladsen, mellem de nordlige og sydlige dele af den store fire-længede gård, som herved blev opdelt i to lige store halvdele. Matrikelskellene fra opdelingen i 1608 fremgår stadig af det gældende matrikelkort i dag, uændret efter 405 år. De to tvillingegårde, der nu går under navnet ”Ommestrup Gårde”, nedbrænder i 1681 og genopbygges efterfølgende samme sted. Ud fra Aage Sørensens artikler fra 1913, ser det ud til, at fæsterne på Ommestrup Gårde efter opdelingen i 1608, helt usædvanligt var fritaget for hoveri i de følgende århundrede, i modsætning til fæsterne på de andre gårde på egnen. Selv om hovedgården var blevet delt op i to halvdele, ser Ommestrup Gårde på denne måde ud til at have beholdt en slags særstatus, i forhold til de andre gårde i Ommestrup. Forskellige personer ejer de to halvdele indtil 1687-90, hvor gårdene igen afhændes samlet til kronen og udlægges som ryttergods for Oberst Stürcks 3. Jyske Rytterregiment. Efter 30 år som hjemsted for dragoner fra forskellige rytterregimenter, afhændes Ommestrup Gårde i 1720 tilbage til adelen igen, – denne gang til Joachim Gersdorf til Vosnæsgård og videre i hans familie i de følgende 100 år. Først i 1821 købes tvillingegården af de to familier, der på dette tidpunkt havde haft gårdene i fæste i mange år. Ommestrup Gårde overgår hermed til selveje. En tirsdag eftermiddag i juli 1840 afsluttes historien om den 500-600 år gamle bosætning på bakken, da Ommestrup Gårdes bygninger brænder ned til grunden. Noget kunne tyde på, at branden ikke var helt uvelkommen, da bygninger var i dårlig stand. Nogle bygninger var så gamle, at de stammede helt tilbage fra tiden efter den forrige brand i 1681. Ejerne valgte at genopføre de to gårde året efter, i 1841, som to separate gårdanlæg, på hver sin placering, på en bedre beliggenhed i forhold til de udstykkede marker. Kun navnet ”Ommestrup Gårde” blev bevaret, og vidner dermed om den tidligere samhørighed. (Omstændighederne omkring branden og det efterfølgende brandforhør er nøje beskrevet i en artikel af Karl Anker Steffensen i Historisk Aarbog fra Randers Amt fra 1986).