Mørkes nye børnehus færdig i 2018

Dagli Brugsen Mørke

Efter mange års venten blev det endeligt i efteråret 2016 vedtaget, at Mørke skulle have en ny daginstitution.
En integreret institution, der kan rumme 25 vuggestuebørn og 65 børnehavebørn.

Der blev i budgettet afsat 18.000.000 kr.

Følgende kriterier skulle opfyldes.

  • Det nye børnehus skal ligge på Mørke Skoles matrikel
  • Der skal i et eller andet omfang være murfællesskab med Mørke skole

Vi har derfor siden ultimo 2016 haft et antal byggemøder med repræsentanter fra Kastanjehuset og Mørke skole samt 2 arkitekter fra Syddjurs kommune.
Vi har sammen drøftet, hvordan vi bedst kan løse denne opgave med respekt for lovgivninger på begge områder og med udgangspunkt i de konkrete forhold på Mørke Skole.

Begge steder har de forskellige muligheder, der har været skitseret, været drøftet med medarbejdere.
Bestyrelsen i Kastanjehuset har ligeledes kunnet komme med input.

Det er en spændende proces og vores mål er, at vi gerne vil bidrage til, at vi i Mørke har super gode rammer for børneliv for både små-børn og skolebørn.

Fleksible rammer, der også kan rumme udsving i børnetal som er kendte i et eller andet omfang, men også kan rumme tilflytning.

Er man bosiddende i Mørke, bor man i et samfund, hvor der er gang i rigtigt mange nye projekter. Nogen af dem er:

  • Letbanen
  • Byens hus
  • Syddjurs Springcenter
  • Parken i Mørke
  • Fyrtårn

Der er grunde til salg og flere boligbyggerier i gang. Det er attraktivt, at flytte til Mørke.
Derfor skal der også være rammer, der matcher på dagtilbuds- og skoleområdet.

Placering

Vi er i en konstruktiv proces, hvor vi sammen drøfter muligheder. Den placering vi nu er nået frem til, og som bliver den placering, som beskrives i det, der videre- sendes til det rådgivende firma, som kommer til at forestå byggeriet, er som følger:
Indskolingen som nu er i Blok Vest, flytter sammen med mellemtrinnet i Blok Øst, som ombygges, så den kan rumme begge trin.

Blok Vest ombygges til integreret institution.

Der skabes legeplads i det store areal mellem skole og Kirkevej med plads til et område, hvor vuggestueafdelingen er skærmet fra den øvrige legeplads.

Der opføres krybberum samt mulighed for at kunne sove uforstyrret udenfor.

Vi er alle meget tilfredse med den foreløbige placering og er spændte på, hvad et rådgivende firma kan bidrage med ift. at opfylde alle de ønsker, vi har for dette byggeri.

Det er derfor også vigtigt, at pointere, at dette er den foreløbige placering. Der vil i sådan en proces, kunne komme ændringer eller andre forslag, som vi må drøfte undervejs.

Vi vælger dog at orientere, da vi alle er blevet spurgt af mange om, hvor vi er i processen. Det har vi så her gjort rede for.

Vi er glade for interessen.

Byggestart forventes efterår/vinter 2017 og byggeriet forventes færdigt ultimo 2018.

På vegne af byggeudvalget Med venlig hilsen

Annie Wernblad og Helle Tarp Madsen

0.00 avg. rating (0% score) - 0 votes
MA-Net
Webmanden
About Webmanden (349 Articles)
Jeg sørger for mørke.dk. Kontakt mig endelig hvis du har brug for et godt råd, hjælp til siden eller har noget du gerne vil bidrage med.