Kære alle mørkebeboer, flygtning/nydanskerforeninger, ildsjæle og folk med stor næstekærlighed
Som oplyst i medierne og til infomødet på Lindegården åbner der et nyt asylcenter på Lindebo.
Ældrecentret er desværre lukket, hvilket vi alle er kede af men det kan vi ikke gøre noget ved. Nu handler det om at kigge frem og tage rigtig godt imod de nye mørkeborgere som flytter til vores dejlige by.
Det er flygtninge som kommer fra krige og katastrofer – alle mennesker som har haft det svært men som har fået opholdstilladelse i Danmark og mulighed for at få en ny start i livet.
Det skal vi hjælpe dem med ligesom vi skal hjælpe med at de bliver integreret på en rigtig god måde i Mørke.
Der var en fantastisk positiv stemning til infomødet og mange ytrede et ønske om at bidrage hertil.
Derfor vil Distriktsrådet gerne hjælpe med at indkalde til et idémøde, hvor vi kan få en god snak om hvordan vi kan skabe gode tiltag, enkeltstående events/arrangementer og måske ligefrem en plan for integrationen som vi kan udvikle løbende efterhånden, som vi bliver klogere på hvad det er der virker godt i vores by.
Idémødet bliver afholdt i private rammer på Kirkevej 30 (i præsteboligen – her er det vigtigt at pointere at det ikke er Kirken som står bag men Distriktsrådet og private borgere) den 27/5 kl. 18.
Alle der har lyst til at bidrage er velkomne og i må meget gerne sprede budskabet, da vi gerne vil have deltagelse fra personer og netværk som allerede har erfaringer med tiltag der virker.