Lad solen lune dine lommer

Kom til møde i Mørke Hallen, onsdag den 20. juni kl. 17.00 – 19.30
På informationsmødet kan du høre om, hvordan du, ved at sætte solceller op på din bolig, kan spare kroner og samtidig skåne miljøet. Du kan også høre om finansieringsmuligheder, afskrivnings- og fradragsregler, lovmæssige forhold m.v.
Mødet afholdes i Mørke Hallen, Drosselvej 1, 8544 Mørke.

Tilmeld dig på www.solnrgi.dk

De mange tusinde danskere som i denne tid overvejer at investere i solceller har nu muligheden for at blive lidt klogere på de mange fordele og regler, når Syddjurs Kommune og energiselskabet NRGi åbner dørene for to informationsmøder om solceller i juni og august.

At blive selvforsynende med vedvarende energi er en tanke, som rigtig mange danskere finder meget positiv. Men hvordan er det lige, at man kommer fra tanke til investering i de nye solceller? Og hvor lang er tilbagebetalingstiden? Hvilke krav stiller myndighederne? Hvad er en nettomålerordning? Spørgsmålene er mange.

Syddjurs Kommune har derfor sammen med energiselskabet NRGi valgt at lave to informationsmøder for at give borgerne svarene.

Det ene møde er i Mørke Hallen den 20. juni kl. 17.00 – 19.30

Her vil man kunne møde NRGi’s Installationsdivision EL:CON, som vil løfte sløret for de mange muligheder. Repræsentanter fra kommunens byggeafdeling vil kunne svare på spørgsmål vedrørende opsætning og placering. Der bliver også mulighed for at høre BRF Kredit fortælle nærmere omkring muligheden for at få solcelleanlægget fuldt finansieret, og revisionsfirmaet Deloitte vil gå lidt i dybden omkring de skattemæssige forhold.

– Vedvarende energi er et emne, som optager både os som energiselskab og ikke mindst den almindelige forbruger og virksomhed. Og solceller er så absolut et af de mest interessante områder, og et område hvor vi har rigtigt stor erfaring med både at informere om og opsætte anlæg rundt om i Danmark. Derfor er vi meget glade for dette samarbejde med Syddjurs Kommune, hvor vi virkelig kan få sat spotlight på en energiform, der skal være med til at gøre Danmark CO2 neutral i 2050, siger Søren Sørensen, administrerende direktør i NRGi.

Samarbejdet mellem NRGi og Syddjurs Kommune sker i rammerne af en ny klimapartnerskabsaftale. Som en del af aftalen vil NRGi og kommunen i fællesskab identificere energibesparende løsninger og oplyse borgere og virksomheder om mulighederne.

Solcellemøderne er åbne for alle, men der er begrænsede pladser. Man kan læse mere om solceller og tilmelde sig til møderne på www.solNRGi.dk.