Mørke Distriktsråd – referat fra bestyrelsesmødet den 18.11.21 i Byens Hus
Evaluering af valgaftenen
Den 8.11.21 var Hallen og Distriktsrådet værter ved et offentligt vælgermøde i Hallen. Vi har udelukkende fået positive tilbagemeldelser, der deltog ca. 75 personer, og spørgelysten blandt de fremmødte var stor. Partierne holdt deres tid fint, ikke alle havde Mørke som deres omdrejningspunkt, men mere hele kommunen. Dirigenten var sober og neutral, og tonen blandt politikerne var ordentlig. Karsten havde et udskrift af stemmetal og fordeling med til vores bestyrelsesmøde, og vi talte løst og fast om resultatet. Vi glæder os over at se tre lokale og erfarne politikere fra Mørke området i byrådet fremover.
Emner opsnappet og nedskrevet efter bymøderne i juni og september:
(Det med kursiv skrevne er Distriktsrådets kommentarer her ved gennemgangen 18.11.21.)
Distriktsrådets fremlæggelse af ønsket om at skabe en naturkorridor ml. banelegemet og Banevænget:
Puljer – naturpleje, “Danmarks vildeste kommune”, rådgivning fra Kommunens Biologer, bekymring for om området skal “springe i busk/skov”, andre udviklingspuljer. Forslag om stier, der går i cirkler med stikveje.
Se under punkt 5 i dette referat.
Forslag om en reel turist-rute (fyrtårn, Mosen, troldene) en deltager havde været i Ashøj, hvor der var et fint kort.
Turist-ruten har vi endnu ikke taget fat på, men reelt mangler der bare et trafiksikkert stykke fra Hedevej, og ind i Byen (nordfra) for at man kan cykle/løbe/gå en rute på 10 km. Ikke turist-, men motionsrute. Absolut et kommende arbejdspunkt.
Byudvikling – ønske om at naturen fletter ind i byen, når man tænker byudvidelse. Bosætning – skal Mørke vokse for enhver pris? Der er brug for en helhedsbetragtning. Det er godt at være proaktiv, når Kommunen skal lægge lokalplaner, og godt, hvis det er Byen, der foreslår områder egnede til udvidelse, hvilket kræver invitation af nogle af lodsejere omkring byen + kommunen.
Alle syddjurs distriktsråd har været til et stort møde med både forvaltningen og politikerne. Der var flere workshops, og en af de gennemgående ønsker var, at borgerne inddrages langt tidligere i lokalplaner. Ofte er høringerne med kort varsel, hvilket begrænser indsigelserne. I Mørke Distriktsråd vil vi utrætteligt forholde embedsværket, at vi ønsker tidligere indflydelse, især hvad angår byudvikling. Byens lokale politikere er også bedt om dette, og vi har et fint samarbejde.
Byens to trolde:
Parkerede biler på den del af Thorsagervej, der ligger ved Kildegårdsvej. Forslag om et fodhegn/sten for at hindre parkering.
Vi har skudt dette ønske lidt til hjørne, da det er relativt sjældent, at der er et problem.
Ønske om parkeringsplads, og bord/bænkesæt ved Mørkedrengen. Bedre branding.
Dette ønske kræver lodsejerens indvilgelser. Det er ikke en sag Distriktsrådet lige går ind i på nuværende tidspunkt, men vi hjælper gerne, hvis kommunen skal forespørges, og andre borgere starter processen.
Fyrtårnet: Egetræet, der står nær fyrtårnet, beskæring eller ej. Det slås fast til mødet, at fyrtårns gruppen, ud fra tidligere aftale med byen på baggrund af offentligt møde, har bemyndigelse til løbende beskæring af grene som slører fyrtårnets laserstråle samt tårnets synlighed fra hovedgaden”.Thomas vil kontakte fyrtårns gruppen, og forberede dem på, at når skorstenen væltes, kan sirene-tårnet ved skolen været et andet højt punkt, hvor strålen måske kan spejle sig, og ende ovre på siloen. Det flotte er, at laserstrålen danner en imaginær bro over hovedvejen.
Naturkorridor.
Projektet drives af Thomas og Sara, og sidstnævnte redegjorde for udviklingen i projektet omkring Naturkorridoren. Hun har haft kontakt til en biolog fra kommunen, som vil komme ud og give en konsultation, der kan danne grundlag for det budget, der skal udarbejdet for hele projektet. Vi talte lidt om at opdele projektet i flere dele, men enedes om at søge for det totale projekt. Langsom indhenter vi priser, så det tilsidst kan samles i et flot budget.
Ansøgning til at blive Årets Landsby.
Denne gang har regionen opsat 7 kriterier. Sara oplæste, og synes, at vi opfylder de fleste, og er klar til at renovere den gamle ansøgning, så den passer ind i dette års indkaldelse til kandidater. Tak for det!
Referent:
Hanne Morgenfrue 22.11.21