“Posefest” i Mørke Idrætscenter
Mørke tager ansvar
Mørke Idrætscenter og Mørke Idrætsforening inviterer til ”posefest” fredag den 26. juni 2015 i Mørke Idrætscenter i tidsrummet kl. 20.00 – 01.30.
Målgruppen er skoleelever i 8.-10. klasse. Deltagerantal: Max 250 personer.
De unge vil gerne feste. Mørke Idrætscenter og Mørke IF vil gerne tage ansvar. Derfor inviterer vi de unge i 8.-10. klasse til fest i Mørke Idrætscenter.
Posefest hvad er det?
En fest, hvor gæsterne til eget forbrug må medbringe sodavand, mokai, øl, breezer o.lign. samt shots 16,4 %. Posen SKAL afleveres i garderoben, og herfra kan hver deltager i løbet af aftenen få udleveret én genstand ad gangen i plasticglas.
I samarbejde vil vi holde en fest, hvor de unge kan være under ordnede forhold og med opsyn af voksne. Der er allerede tilkendegivelser fra flere forældre og frivillige i idrætsforeningen, som gerne vil komme og hjælpe til. Vi forventer, at der er behov for ca. 30 frivillige hjælpere.
Der vil også være professionelle dørmænd tilstede. Vi tror dog, at de får en hyggelig og afslappet aften med de unge, da regelsættet for at deltage er meget tydeligt.
Lars Mohr Grønfeldt, politiassistent ved Bevillings- og Tilladelsessektionen, Østjyllands Politi, Birgitte Back Thomsen, SSP Syddjurs, og Natteravnene i Hornslet bakker alle op om vores aktivitet med ros.
Udtalelse: ”Godt at, der er nogen, der tager ansvar for de unge”
Festen begynder kl. 20.00, og dørene vil være åbne til kl. 21.00. Derefter vil det ikke længere være muligt at komme ind. Det koster kr. 50,- at deltage. Kun gæster, som står på gæstelisten, er velkomne. Vælger en gæst at forlade huset inden 01.30, kan man ikke komme ind igen.
For de gæster, som skulle få brug for at trække frisk luft i løbet af aftenen, bliver der etableret en lukket gård udendørs. Garderobe til overtøj og tasker vil være tvungen, men gratis.
På Facebook vil der blive oprettet en begivenhed, hvor man tilmelder sig festen. Et forældrebrev, indeholdende information om arrangementet, vil også være at finde samme sted.
Centerleder Lene Munk Gravesen, mobil 40 14 84 10,
tager gerne mod opkald, hvis forældre ønsker en dialog om arrangementet eller ønsker at melde sig som frivillig hjælper.
Party4You vil underholde med diskotek og lysshow. Der vil blive solgt kildevand og pølsehorn til kr. 10,- pr. stk.
Regler for posefest
- Aldersadgang 8.-10. klasse
- Adgang kun, hvis man står på gæstelisten
- Kun lovlige drikkevarer, som skal afleveres i garderoben. (Uåbnet)
- Man får kun én drikkevare udleveret ad gangen.
- Ingen narkotiske stoffer er tilladt
- Tlf. nr. på en forælder skal opgives ved tilmelding
- Voldelig eller krænkende opførsel vil medføre udelukkelse.
- Mange voksne og 2 prof. dørmænd samt SSP