Høringssvar: Vi vil bevare overbygningen på Mørke skole

Dagli Brugsen Mørke
MØRKE – EN BY I VÆKST Høringssvar budgetkatalog 2013 Til: Syddjurs Kommune Att.: Direktionssekretariatet Emne: Høringssvar budgetkatalog 2013 11-R-9 – Folkeskole/SFO, ændring af skolestruktur 15-R-3 – Folkebiblioteket, drift

Fremsendt af: Mørke Distriktsråd – på vegne af foreninger, institutioner og virksomheder i Mørke

Konklusion på nedenstående høringssvar vedr. budgetkatalog 2013: Det er Mørke Distriktsråd klare overbevisning at ingen af de fremførte besparelser (flytning af 7-9 klassetrin og lukning/reduktion af biblioteket) vil gavne Mørke fremadrettet, hvorfor der selvfølgelig ikke kan forventes opbakning fra Mørke Distriktsråd – herunder ej heller fra foreninger, institutioner og virksomheder i Mørke

Argumentation vedr. besparelser fremført i budgetkatalog 2013

Mørke er en by i vækst.
Mange børnefamilier flytter til byen – en forudsætning for tilflytning i det hele taget, er en kontinuerlig skolegang fra 0 – 9 klassetrin. Flyttes overbygningen fra Mørke Skole, så imødeser vi en total opbremsning i tilflytningen, da ingen vil bosætte sig i byer uden en kontinuerlig og tryg skolegang.

Mørke’s nettotilvækst af nye borgere er totalset på 115 personer i perioden 2008 – 2012. Dette har ikke blot en stor betydning for Mørke, men også for skattegrundlaget i Syddjurs Kommune. Det er klart at skolen er vigtig for bymiljøet og byens udvikling generelt, men også;

  • Nybyggeri (ca. 60 nye parcelhuse og lejeboliger er opført i ovennævnte periode)
  • Timedrift med tog til både Århus og Grenå
  • Timedrift på busforbindelser til Århus og Randers
  • Et særdeles aktivt foreningsliv kombineret med utallige frivillige
  • aktiviteter skaber positiv opmærksomhed omkring Mørke

Se vækst i befolkningstal

• Et særdeles aktivt foreningsliv og frivillige gør en forskel. Ideerne, inspirationen og de frivillige kræfter er også i vækst i Mørke. Nye frivillige kræfter spirer frem, og sammenholdt med eksisterende kræfter, ser det ene projekt efter det andet dagens lys;

  •  En visionsdag afholdt i januar 2012 har affødt flere projekter; www.mørke.dk – måske Djurslands flotteste og mest informative by-hjemmeside, døm selv!
  • ”Mød OS i Mørke” – en markedsdag hvor mere end 60 lokale borgere, foreninger, virksomheder viste hvad Mørke byder på.
  • ”Ryd op i Mørke” – den 15 SEP samles byen igen for at igangsætte projekter der bla. omfatter Hovedgaden, Skolen og Parken
  • ”Mørke Strik” – byen ”indpakkes” jævnligt i strik, hvilket giver opmærksomhed i både TV og radio

Et nyt Idrætscenter (Mørke ægget) så dagens lys for ganske få år siden. Et projekt hovedsagelig skabt på baggrund af lokal opbakning og lokale kræfter. Mørke Idrætscenter er i dag mødested for byens børn, unge og voksne, og selve idrætsforeningen oplever et stigende medlemstal år efter år. I Mørke kan vi tilbyde;

  •  fodbold, håndbold, badminton, floorball, tennis, gå klub, løbeklub, zumba, fitness, spinning, gymnastik, pilates og combat, disco rytmer, volley ball og line dance.

Mørke skole – en skole med plads til vækst og masser af muligheder.
Mørke skole er for ganske få år siden blevet renoveret og har nye moderniserede faglokaler.
Overbygningseleverne har derfor – sammenholdt med andre af kommunens skoler – særdeles gode faciliteter.
Ungdomsskolen i Mørke er ligeledes for ganske nylig flyttet ind i helt nyrenoverede lokaler, hvor der er stor mulighed for både social, fysisk og kreativ udfoldelse. Det er en meget populær og velbesøgt klub.

SFO’en i Mørke flyttede i august 2011 ind i helt nye lokaler på Mørke skole – lokaler designet på børnenes præmisser og med fokus på energi optimering.

Biblioteket ligger i skolens bygninger, og bruges selvfølgelig med stor begejstring og tilfredshed af både (skole)børn og ikke mindst voksne i Mørke. Ønsker man at lukke biblioteket i Mørke, bør man overveje om man enten kan digitalisere bogudlåningen helt eller måske bemande biblioteket med frivillige kræfter fra byen.

Eleverne på Mørke skole er primært bysbørn og ganske få elever er derfor afhængig af transport til og fra skole. Skal overbygnings- eleverne transporteres fra Mørke til Ådalen må man imødese en ikke uvæsentlig merudgift til bustransport. En flytning den anden vej (fra Ådalen til Mørke) vil derimod være omkostningsneutral, da langt størstedelen af eleverne i Ådalen allerede transporters med bus til og fra skole. Disse elever skal være velkomne i Mørke

Konklusion på ovenstående høringssvar vedr. budgetkatalog 2013: Det er Mørke Distriktsråd klare overbevisning at ingen af de fremførte besparelser (flytning af 7-9 klassetrin og lukning/reduktion af biblioteket) vil gavne Mørke fremadrettet, hvorfor der selvfølgelig ikke kan forventes opbakning fra Mørke Distriktsråd – herunder ej heller fra foreninger, institutioner og virksomheder i Mørke

Med venlig hilsen – Mørke Distriktsråd

 

0.00 avg. rating (0% score) - 0 votes
MA-Net
About Kasper Urth (3 Articles)
Formand for Mørke Distriktsråd
Contact: Website