Syddjurs Springcenter åbner 5 november

Her følger en orientering om hvordan det går med byggeriet af Syddjurs Springcenter

Der er gode fremskridt med byggeriet på trods af et meget fugtigt vejr igennem hele byggeperioden. Vi er i et meget konstruktivt samarbejde med vores entreprenør HpH Totalbyg og finder løsninger på de mange udfordringer der melder sig. Det er nok ikke altid helt let at bygge for en flok frivillige.

 Igennem knap 14 dage har to montører fra firmaet PE redskaber arbejdet med springcenterets centrale del, den store springmadras og de to store trampoliner. Det er en imponerende konstruktion hvor ca. 90 m2 halgulv, ved et tryk på en knap, skubbes til side og madras og trampoliner rejser sig og er klar til brug.

Det bliver en facilitet der vil trække gymnaster til vores by og forhåbentlig blive et regionalt center for springgymnastik. At det så samtidig vil give de andre idrætter i vores by muligheder for at udvik- le sig er meget vigtigt. For hvis hallen ikke bruges til springgymnastik, kan gulvet lukkes til igen og der kan spilles volleyball, badminton, floorball og meget andet. Og måske kan der introduceres nye idrætter i vores lokalsamfund – nu er der endelig plads – også i den store hal.

Vi er i bestyrelsen naturligvis meget stolte over, at et sådant projekt, kan lade sig gøre i vores lokal- samfund. Og vi håber at de mange anstrengelser også kan skabe rum for lidt større kulturelle tilbud, såsom koncerter, foredrag og e-sport. Har man en ide til et sådant arrangement skal man ikke tøve med at henvende sig til os. Vores nye hal bliver gjort klar til at rumme det hele!

Nu er ibrugtagningen tæt på og vi regner med at den nye facilitet kan tages i brug i uge 43. Vi håber at mange vil fejre indvielsen med os søndag d. 5 november fra kl 11. Alle er velkomne!

På Mørke Idrætscenters bestyrelses vegne Ole S. Hansen Formand Mørke Idrætscenter