Ild og sne – FDF Julelejr

Dagli Brugsen Mørke

”Skal vi ikke bygge en snemand? Kom nu ud og leg med mig!”

Ild i hænderne. Eksplosioner. Ild rundt om maden. Og ild-sten i svedehytten. Alt sammen afløst af sne, der stormede vandret langs stranden søndag morgen.

FDF Mørke samlede 50 børn og 30 voksne til julelejr på Bogensholmlejren ved Femmøller den sidste weekend i november – og vi var nær aldrig kommet derfra igen! Sne, sommerdæk og stor oppakning er nemlig en dårlig cocktail.

Inden kulden kom, var der ellers varme nok. Aftensmaden blev lavet på langtids-glødebål, børnene kastede med fire-balls og sprængte gasballoner. Og de unge voksne varmede sig ved bålopvarmede marksten i en svedehytte lavet af presenninger, inden de naturligvis kastede sig ud i Ebeltoft Vigs kolde bølger på ægte vikingemaner.

Ild måtte der også til, da den udendørs lysestøbning var i gang – og da årets tinfigur blev støbt. Ironisk nok var det Olaf, snemanden fra Disneyfilmen Frost. En figur, der i den grad kom til live søndag formiddag, hvor biler, bålsteder og badestrand forsvandt i ti centimeter frosset vand fra oven.

Det var en julelejr, vi kommer til at huske. Næste år gør vi det igen. Og det kommer vi også til at huske…

0.00 avg. rating (0% score) - 0 votes
MA-Net
Webmanden
About Webmanden (349 Articles)
Jeg sørger for mørke.dk. Kontakt mig endelig hvis du har brug for et godt råd, hjælp til siden eller har noget du gerne vil bidrage med.