,

Byggesag om Byens Hus i Mørke afgjort

Udvalget for natur, teknik og miljø har godkendt en byggesag om et nyt medborgerhus i Mørke kaldet Byens Hus. Projektet har tidligere ansøgt om byggetilladelse i starten af 2017, men efter en samlet vurdering af byggeriets økonomi er der indsendt et nyt og justeret projekt, som nu er godkendt.

Ansøgningen om byggetilladelse er indsendt af Plan og Udvikling i Syddjurs Kommune sammen med foreningen Byens Hus i Mørke med henblik på at opføre et medborgerhus kaldet Byens Hus, på Ebeltoftvej 7 i Mørke. På grunden lå der tidligere en genbrugsbutik, som nu er nedrevet, og Syddjurs Kommune købte grunden i 2016.

Ideen om et medborgerhus på grunden udspringer af Mørke Områdefornyelse, hvor Byens Hus er et af fem indsatsområder som er udviklet i samarbejde med Mørke Distriksråd. Der er afholdt en række offentlige møder om projektet og nedsat en lokal arbejdsgruppe som arbejder på projektet i samarbejde med kommunen.

Der blev søgt om en byggetilladelse tilbage i februar 2017 og det daværende udvalg for natur, teknik og miljø godkendte den på deres møde i maj 2017. Efter en vurdering af projektets økonomi har arbejdsgruppen og Syddjurs Kommune besluttet at indsende et lidt mindre og justeret projekt. Det kræver en ny byggetilladelse. Udover at være billigere har det nye projekt 50 cm lavere byggehøjde, længere afstand til skel og er mindre i grundplan.

Udvalget for natur, teknik og miljø har i går behandlet byggesagen og givet tilladelse til projektet. Formanden for udvalget Kim Lykke Jensen udtaler:

– Som byggesag er der tale om en ret simpel sag, hvor bygningen overholder alle de krav, som vi han stille ud fra et lovgivningsmæssigt perspektiv. Det er brandærgerligt, at nogle af naboerne ikke er tilfredse med projektet. Men hvis en privat husejer havde købt grunden og ville bygge det samme hus, så havde vedkommende også fået lov. De frivillige kræfter bag dette projekt og hele områdefornyelsen har gjort et stort stykke arbejde. Derfor er jeg sikker på, at huset og ideen bag nok skal lykkes, og at byens hus vil ende med at blive et stort aktiv for byen.

Byggesag samt høringssvar kan ses på kommunens hjemmeside her: https://www.syddjurs.dk/dagsorden/udvalget-natur-teknik-og-miljoe-ntm-2018-16-01-2018